Ny firmabilordning forkorter bindingsperioden til en fjerdedel

Et helt nyt koncept fra bilabonnementstjenesten Dribe vil gøre det nemmere og mere fleksibelt for danske virksomheder at tilbyde medarbejderne firmabil. Den nye firmabilordning har en bindingsperiode på blot ni måneder, og dermed risikerer virksomhederne ikke længere at stå tilbage med en bil i årevis, hvis medarbejderen skifter job. 

Nu bliver det både langt nemmere og mere fleksibelt for de danske virksomheder at tilbyde deres medarbejdere en firmabil.

Nu går bilabonnementstjenesten Dribe nemlig ind på markedet for firmabiler med lanceringen af en ny og fleksibel firmabilordning, Dribe at Work, som har en bindingsperiode på blot ni måneder. Til sammenligning er bindingsperioden på leasede firmabiler normalt 36 til 48 måneder, og det betyder, at en virksomhed risikerer at hænge på bilen i flere år, hvis medarbejderen skifter job i den periode.

“I dag er en virksomhed bundet af en firmabil, hvis en medarbejder forlader virksomheden og der ikke står en kollega klar til at overtage den. Det passer ikke særlig godt med en moderne arbejdsstyrke, hvor de ansatte skifter job langt oftere end før, og derfor afholder mange virksomheder sig i dag fra at tilbyde firmabiler til deres ansatte. Den udfordring vil vi gerne forsøge at løse med Dribe at Work,” siger Lars Eegholm, adm. direktør i Dribe.

Forbedrer sikkerhed og miljø

Dribe at Work henvender sig især til små og mellemstore virksomheder, som ønsker et mere fleksibelt alternativ til de øvrige firmabilordninger på markedet. I 2018 blev der registreret flere end 100.000 personbiler til danske virksomheder, og af dem var omkring 65.000 leasede.

Foruden den markant lavere risiko giver den korte bindingsperiode også virksomhederne en række andre fordele. Medarbejderne kan nemlig hurtigere udskifte bilen, hvis deres arbejdsopgaver ændrer sig, eller hvis deres private behov kræver det, ligesom de kan se frem til at få ny bil minimum én gang om året.

Virksomhederne får også en langt mere sikker og miljørigtig bilflåde, fordi bilerne er fabriksnye og skiftes oftere. Desuden sparer både medarbejdere og virksomhed tid sammenlignet med andre firmabilordninger, da al administration sker digitalt. Via en app kan hver medarbejder se og selv booke de biler, der opfylder virksomhedens bilpolitik, og som ligger inden for netop deres økonomiske ramme.

“Danske virksomheder efterspørger en fleksibilitet og en frihed, som der ikke har været i markedet før nu. Cirka 180.000 danskere har i dag bil via arbejdet, og derfor har vi store forventninger til, at en del af disse vil finde vores koncept attraktivt,” siger Lars Eegholm fra Dribe.

Ifølge Dribe svarer priserne på Dribe at Work til erhvervsleasing. De samlede månedlige omkostninger til en firmabil af mærket Passat Variant Elegance PLUS 2,0 TDI 150 HK DSG7 er 5.799 kr. Prisen inkluderer service- og reparationsaftale, forsikring inkl. glasskadedækning, vejhjælp samt sommer- og vinterdæk inkl. dækskifte og -opbevaring.

Dribe, der er udviklet af Semler Innovation, har siden februar 2018 tilbudt private forbrugere bil på abonnement med mulighed for at skifte til en anden model, hvis brugerens behov ændrer sig. Dribe forventer ved udgangen af 2019 at have ca. 4.000 medlemmer.

Fakta: Sådan fungerer Dribe at Work

  • Dribe at Work er en ny, fleksibel firmabilordning, som giver virksomheder og deres medarbejdere adgang til de nyeste bilmodeller fra bl.a. Audi, Skoda, Seat og Volkswagen.
  • Virksomheden definerer selv, hvilke biler der skal være i netop deres digitale garage, og hvilke medarbejdere der har adgang til hvilke prisniveauer og bilmodeller.
  • Medarbejderen klarer selv resten via Dribe at Work-appen. Det er også i appen, at medarbejderne booker den ønskede bil og ordner det praktiske, når biler skal hentes og afleveres.

Læs mere på dribeatwork.dk

Kontaktinformation:

Mads Krogh Hansen
Head of B2B
Mobil: +45 21 68 31 15
E-mail: makha@dribe.dk

Jesper Kjærsgaard-Hansen
Adm. direktør, :Dribe
Mobil: +45 20 75 38 01
E-mail: lae@dribe.dk

Udgivet i Inspiration, Nyheder