10 gode råd til din firmabilpolitik

Med en skræddersyet bilpolitik, der tager højde for både økonomi, miljø og ikke mindst medarbejdernes ønsker, kan du stå med udsigt til både besparelser på bundlinjen og øget medarbejdertilfredshed.

Vi giver dig her 10 gode råd til, hvilke overvejelser du kan gøre dig, inden du sammensætter en god firmabilpolitik.

1. Sæt en TCO-grænse

Det er en god idé at sammensætte en bilpolitik, der bygger på Total Cost of Ownership (TCO) eller med andre ord bilens totalomkostninger i brugsperioden og ikke blot bilens pris. Fx kan en bil til 300.000 kr. i beskatningsgrundlag sagtens have højere TCO end en bil til 350.000 kr.

TCO’en kan fx inkludere: værditab, brændstof, forholdsmæssig registreringsafgift, service og vedligehold, ejerafgift, vejhjælp, forsikring, ekstraudstyr, sommer-/vinterdæk samt opbevaring og skifte.

2. Få styr på kontraktlængden

Gå efter firmabiler med en kort bindingsperiode. På den måde undgår du i højere grad besværet med at genplacere firmabil efter medarbejdere, der stopper. Samtidigt kan medarbejderne skifte bilen løbende og bedre tilpasse den til behov og arbejdsopgaver.

3. Sæt rammer for bilkategori

Sæt rammer for, hvilke biltyper, der skal indgå i din virksomheds bilflåde. Skal det fx være en sedan, stationcar, hatchback eller cabriolet, som dine medarbejdere kan vælge imellem? En klar definition af bilkategori sparer både medarbejderne og virksomheden for en masse tid. Samtidigt har du mulighed for at styre det image, som din virksomhed sender udadtil.

4. Overvej bilmærkerne

Det er meget individuelt, hvilke bilmærker, man er mest til. Derfor kan en god sammensætning af forskellige bilmærker i bilflåden tilgodese enhver smag.

5. Hav styr på standardudstyr

Det er en god idé, hvis din bilpolitik indeholder krav om sikkerhedsudstyr som smarte assistent-systemer fx lane assist og adaptiv fartpilot, Bluetooth, p-sensorer og bakspejl med automatisk nedblænding af hensyn til trafiksikkerheden.

6. Kig på ekstraudstyr

Ekstraudstyr kan påvirke bilens TCO mærkbart, og det er derfor en fordel at fastlægge nogle helt klare retningslinjer for, hvilket udstyr medarbejderne kan vælge. Meget ekstraudstyr har ingen værdi i sig selv, men kan være en stor omkostning.

7. Hvilken type brændstof?

Skal det være diesel, benzin, el eller hybrid? Der er fordele og ulemper ved dem hver især. I sidste ende afhænger det bedste valg helt og holdent af enkelte medarbejders kørselsbehov, så sørg derfor for at have lidt forskelligt repræsenteret i bilflåden.

8. Tænk på energiklasser og miljøbelastning

Du kan med fordel sætte grænser for bilernes maksimale CO2-udledning i bilpolitikken. Det vil have en positiv påvirkning på både bilflådens grønne profil og virksomhedens grønne regnskab. Hav et krav om firmabilernes energiklasser i firmabilpolitikken. Ca. 15-20 % af TCO på en firmabil udgøres af brændstof, og derfor er det en god idé at overveje energiklasser både af hensyn til omkostninger og CO2-udledning.

9. Hold den røde tråd med jeres farver

Hvis din virksomhed har en brandmanual med bestemte farver, kan I få jeres firmabiler folieret i den bestemte farve, så I holder den røde tråd i jeres branding af virksomheden. Måske har I også et ønske om at få trykt jeres logo på firmabilerne.

10. Overvej 2 firmabilleverandører

I kan med fordel overveje, om I skal have mere end én leverandør af firmabiler. Det kan give jer mere fleksibilitet og vil ofte betyde bedre service til firmabilbrugerne. Fx hvis en ny medarbejder skal bruge firmabil fra første dag, og der er lang leveringstid hos jeres primære firmabilleverandør. Eller hvis I i jeres flåde har en række biler uden faste førere. Her vil der ofte være behov for et setup, der afviger fra det de store leverandører tilbyder.

Ekstra

Som et ekstra tip til bilpolitikken, så bør det nævnes, at budgettering med TCM – total cost of mobility – kan give mulighed for betydelige besparelser i både tid, penge, og ressourcer. Derfor bør I overveje, hvordan I medregner disse faktorer i jeres samlede firmabilsflåde.

Læs mere om TCM her.

Det bedste grundlag for jeres beslutning

Når I har løbet ovenstående overvejelser igennem, har I et fortrinligt udgangspunkt for at optimere jeres virksomheds bilpolitik. Det vil også gøre det nemmere for en firmabiludbyder at afdække jeres behov og vejlede dig og din virksomhed, når I skal træffe de endelige beslutninger og underskrive en aftale.

Læs hvorfor Brogaarden skiftede leasing ud med bil på abonnement

”På den måde kan vi løbende udskifte vores firmabiler, så de hele tiden matcher vores behov og vores grønne profil. På sigt bliver det også interessant at se på muligheden for at skifte til firma-elbiler.”

– siger Rolf Momberg-Jørgensen, salgs- og marketingdirektør og medejer af handelsvirksomheden Brogaarden.

Læs mere om Brogaardens skift til bilabonnement, og hvordan det kan betale sig:

Udgivet i Inspiration, Nyheder